Hvis ønsket er en aktiv ferie med et mål om bedre kondital, er Henne Strand-området et velvalgt feriemål. Om det er golf, ridning, tennis, lystfiskeri eller windsurfing, så er mulighederne inden for kort rækkevidde på Henne Strand.
Den allermest nærliggende motionsform kan udøves døgnet rundt og året rundt: Snør traveskoene, klæd dig på efter vejret – og begiv dig så ud på traveturen. Langs stranden med vinden i ryggen eller ansigtet. I klitterne eller på afmærkede vandrestier. Gør turen lang eller kort. Kun din personlige form og “dagens humør” bestemmer rute, varighed og udbytte.
Henne Golfklubs bane er anlagt i et smukt, kuperet terræn fire kilometer fra Henne Strand. En spændende 18-huls bane, som med sine 6193 meter og SSS 72 er en udfordring for alle golfspillere uanset handicap.
For lystfiskere er området et rent eldorado. Her er “Put and take” søer med noget, der ligner fangstgaranti. Til fiskeri i disse søer og andre steder; f.eks. Skjern å kræves fiskekort, der som regel købes hos lodsejeren. Ønsker man blot at fiske i havet eller fra kajen ved Hvide Sande, kræves kun det obligatoriske fisketegn.